Gammelt juletræspynt fra genbrug

For nogle uger siden var jeg forbi et julemarked på Den gule gård nær Hjortshøj. Det er (som de selv siger) en lidt blandet landhandel, som du kan se mere om her.

Men netop den pågældende weekend var der julemarked. Og der var mange fine sager, men jeg faldt for en æske med julekugler.

Julekugler juletræspynt finurligefund

Julekugle juletræspynt finurligefundDe er af plastik, ikke af glas, men jeg syntes alligevel, at der var noget særligt over dem. Der er jo glimmer på, og det har jeg svært ved at stå for.

Så de kom med hjem og i år skal de pynte på vores juletræ, hvor de får selskab af en (måske lidt pudsig) blanding af gammelt, arvet pynt, nyere kugler i plast samt en masse glasfigurer fra Søstrene Grene, der laver nogle ret fine ting, som mine børn også er vilde med.

Julekugle genbrug finurligefundMen i min verden må et juletræ gerne være lidt farvestrålende. Det behøver ikke matche. Bare hver enkelt ting er fin og har en eller anden form for historie, så er det ikke så vigtigt, om det er nyt eller gammelt. Trendy eller ej. Sådan lidt Disney-agtigt med tusind farver, lys og så meget pynt, at man nærmest ikke kan se træet. Eller næsten i hvert fald…

 

Min egen yndlings juletræspynt

For mig har det altid først været et rigtigt juletræ, når brevduerne fra DalleValle var på som pynt. De hang på træet i mit barndomshjem og nu har jeg fået dem. De har ingen snore længere, så de kan ikke hænges op. Men de ligger bare på grenene. Det er tanken, der tæller.

juletræspynt dallevalle brevduer finurligefund
Sådan er julen hos os. Men jeg kender også mange, der kun har en bestemt type pynt på træet. Nogle, der kun har to forskellige farver pynt. Og andre igen, der f.eks. aldrig kunne drømme om at hænge flag på.

Så det ender nok med en hel masse ret unikke juletræer rundt om i de danske hjem…

Har du nogle særlige ting, der bare skal være på dit juletræ?
Eller måske noget, som du aldrig ville putte på?

Juledekoration i sildeskålen

Juledekoration_sildeskål_holmegaaard_finurligefundSå er december i gang. Med nisser, dekorationer, julehygge, bagværk og alt det andet.

Dvs. jeg er ikke sååå langt med ovenstående endnu. Men jeg fik da sammensat en lille juledekoration til kalenderlyset inden 1. december.

At vi alligevel allerede er håbløst bagefter ift. lysbrændingen er en helt anden sag. Men vi skal nok nå det hele inden den 24. Det plejer vi jo.Juledekoration - finurlige fund

Juledekoration af den hyggelige slags

Herhjemme kan vi godt lide at julen ikke bliver alt for pæn. At den ikke er alt for fin i matchende nuancer. Det kan se smukt ud, men det passer ikke rigtigt ind her.

Da mine børn var helt små yndede de at pynte juletræet med tøjdyr. Mange tøjdyr. Mange, meget grimme tøjdyr.
For det var jo et træ . Og der bor dyr i skoven i træerne. Ren børnelogik.

Nu forsøger vi at finde et kompromis hvor både børnene og jeg er glade.
Det gør vi f.eks. ved at bruge legetøjsdyr i vores juledekorationer.

juledekoration med plastikdyr finurligefund

I år skulle det (igen) gå lidt stærkt. For jeg var (igen) lidt i sidste øjeblik. Men jeg havde købt et fint kalenderlys og havde fået nogle små dekorationssvampe i den lokale genbrugsbutik.

Så jeg hapsede den gamle sildeskål fra Holmegård (som vi har arvet fra mine forældre og som vi endnu aldrig har brugt til sild), lånte en lille ræv i legetøjskassen, hentede en klumps mos (med en hel del græs inkluderet) i haven og pyntede det hele med svampene og et lille juletræ fra Søstrene Grene.

Voilá!

juledekoration_finurligefund

Lyset står ikke super godt fast, men det ser hyggeligt og fint ud. Og det hele står i våd oasis, så den er heller ikke super brændfarlig.

Men den er hyggelig. Og den virker. Så kan resten af december bare komme an.

 

Mine personlige yndlingsfund fra 2015

loppefund, loppeguld, genbrugsguld, finurlige fund, mine bedste fund
4 af mine personlige yndlingsfund sidste år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en begejstret loppejæger.

Jeg kan være begejstret i dagevis, når jeg gør et godt fund på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker. Det handler ikke så meget om prisen på varen, som det handler om at finde netop den ting, der bare lige har den rigtige stemning, den rigtige form eller den helt rigtige farve.

Herover har jeg lavet en lille collage med mine yndlingsfund fra 2015 (2016 er jo slet ikke ovre endnu).

Fund nr. 1:
Svingarmslampen fandt jeg hos @soendergaardretro på Instagram. Vi manglede lys over vores sofa og der var ikke rigtigt plads til en standerlampe. Derfor var svingarmslampen her både den smarteste løsning – og den pæneste. Vi pimpede den op med en stor fin pære og voilá. Jeg er i hvert fald ret glad for resultatet.

Fund nr. 2:
Børneservicet stod og ventede på mig en dag i min lokale genbrugsbutik. Og ja, nu skriver jeg børneservicet. Men sandheden er jo, at det er mig, der bruger det.
Koppen kan rumme masser af kaffe. Og skålen er ikke bare sød. Den er perfekt til yoghurt eller en portion koldskål, der hører til mine favoritter.
Jeg har ladet mig fortælle, at der oprindeligt har været en matchende tallerken også, men den må være gået tabt. Det går dog også helt fint kun med de to dele.

Fund nr. 3:
Dybe tallerkener fra Aluminia i den fineste, støvetgrønne farve. Jeg købte dem til 50% udsalg hos én af genbrugsbutikkerne i Risskov. Der er heldigvis to stk, for de er meget populære herhjemme. Selvom vi egentlig er glade for at dække op med ene forskellige tallerkener, kan man jo godt have favoritter.

Fund nr. 4:
Magasinholderen har det helt rigtige look. Den er lækkert udført i teak og messing. Og den er i super fin stand. Jeg spottede den i én af mine personlige favoritbutikker i Aarhus, nemlig Heidis MixBix i Mejlgade. Og min søde mand købte den til mig til min fødselsdag. Hurra for gaver!

Jeg har naturligvis en masse andre fund, som jeg også er super glad for. Men disse fire er gode bud på mine 2015-favoritter.

Har du også nogle særlige fund, der hører til blandt favoritterne?

Kh. Trine