Jeg har en regel. Jeg har nævnt den før. Men den kan godt tåle en gentagelse. Jeg forsøger at køre efter en ting ind – en ting ud-reglen.
Dvs. at hver gang jeg finder en ny, fin ting på loppemarkeder, i genbrugsbutikken eller et tredje sted, så skal jeg sortere en anden ting fra derhjemme. Ikke for at dække omkostningerne, men bare for at skabe balance i hjemmet. Med min begejstring for genbrug ville vi lynhurtigt drukne herhjemme.
Det gælder både når det kommer til tøj, møbler og småting. Jeg er en flittig gæst i den lokale genbrugsbutik. Både for at se, hvad de har af “nyt” på hylderne. Og for at aflevere poser, sække, kasser med ting, der er blevet til overs herhjemme.
Jeg ser det som en alternativ måde at støtte velgørende formål. Også selvom det ikke kan trækkes fra i skat. Men det føles godt at sende ting videre, og vide, at de får nyt liv et andet sted.
Det er af samme årsag, at jeg sælger mine brugte ting videre. Det er en god følelse at ting ikke bare bliver til overs.
Nyt sofabord = salg af sofabord
I sidste uge fandt jeg f.eks. det her helt vildt fine sofabord/rullebord i en genbrugsbutik i Randers. Blå Kors var det vist.
Jeg er vild med kombinationen af træ og messing, så det MÅTTE jeg bare have med hjem. Men det betyder jo så også, at jeg skal have noget andet ud herhjemme.
Jeg har flere småborde rundt omkring i huset, så jeg skulle jo lige først beslutte, hvor det nye bord skulle stå. Men jeg fandt ud af det og derfor måtte mine (ellers også super fine) indskudsborde i teak “lade livet”.
Heldigvis er der som regel nogle andre, der kan bruge de ting, som kommer til overs. Og det tog mig også kun et par dage at finde et nyt, godt hjem til bordene.
Det føles bare på alle måder super godt. Så indtil videre kan jeg godt klappe mig selv på skulderen. For jeg er rimeligt god (næsten altid) til at overholde min en ting ind – en ting ud-regel.