Det er faktisk ret let at sætte nyt betræk på gamle møbler. I hvert fald stole og lignende småmøbler, hvor det kun er sædet, der er betrukket.
Somme tider finder jeg møbler i genbrug, som er super fine i faconen, men hvor polstret er slidt. Ligesom stolen i indlægget her.
Mit seneste ompolstringsprojekt var en klaverbænk. Og jeg har lavet en lille fotoserie, der viser processen og resultatet.
Fint klaver fra 1960’erne
Da min mand forrige år købte et klaver (eller faktisk er det et pianette, som han ledte længe efter, fordi det skulle være fra 1960’erne, så det matchede vores hus bedst muligt) fulgte der en klaverbænk med.
Manden, der havde haft klaveret før, havde ikke blot selv polstret bænken. Han havde også selv broderet stoffet til den.
Selvom jeg elsker, at ting har en historie, så har jeg det lidt stramt med røde møbler og ting. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ender som regel altid med at skaffe mig af med dem. Derfor måtte betrækket på klaverbænken også lade livet.
Det er let at sætte nyt betræk på en stol
Et nyt betræk på gamle møbler kan gøre en kæmpe forskel. Jeg havde stadig stof tilbage fra ompolstringen af stolen, som står i samme rum, så det var oplagt at matche de to møbler.
Det gamle betræk røg af med massevis af søm og støv. Jeg fik renset bænken for det værste snavs, og så var det bare at sætte det nye betræk på.
Selve polstringen var stadig tyk og fin, så der var ikke behov for nyt skum, hvilket gjorde det hele noget lettere.
Nu står klaverbænken skarp som ny. Jeg synes personligt, at det blåmønstrede stof matcher træet rigtigt pænt. Det passer i hvert fald bedre til resten af vores ting. Og hvis jeg en dag bliver træt af det, kan jeg jo bare skifte det igen.