Så er det lige oppe over. Vi har pyntet vores juletræ og dækket julebordet.
Der er nyt og gammelt. Elektriske lys og levende lys. Papirklip og plastikdimser. Lige præcis som det skal være. Læs mere Glædelig jul fra Finurlige Fund
Tag: Jul
Ideer og ting til jule. Det kan også være DIY’s på julepynt.
Det sørme, det sandt, december!
December er i fuld gang. Jeg har så travlt med alt muligt hyggeligt, at jeg ikke har tid til at passe bloggen. Ingen af dem. Måske også lidt for ambitiøst at have flere blogs.
Men noget jeg har haft tid til, er at pynte op til jul. Ikke stilfuldt og lækkert, men super hyggeligt. I hvert fald hvis du spørger mig og mine børn. Der er sådan set julepynt overalt… Læs mere Det sørme, det sandt, december!
Borddækning med et mix af nyt og gammelt
Hvordan ser din borddækning ud?
Til jul, til nytår, til fest?
Jeg har her tre bud på borddækninger, hvor jeg har mixet nyt og gammelt. Arvestykker, loppefund og nyindkøbte sager. For mig gør det ikke så meget, om det hele matcher eller om alle har samme slags glas. Bare det overordnede indtryk er harmonisk og fungerer.
Julebordet
Til jul var vi mange. 10 mennesker. Og så mange ens glas har jeg ikke. Kun til rødvin. Men det så også super fint ud med forskellige vand- og portvinsglas ved hver plads.
Derudover havde jeg pyntet bordet med alle de små fyrfadsstager i messing, som jeg har fået samlet gennem tiden og som jeg egentlig havde tænkt mig at sælge videre her.
Nu fik de lige et formål endnu en gang før de skal have et nyt hjem.
Jeg er ret vild med julestjerner i lyserøde nuancer. Og jeg havde fundet en håndfuld af de små, som kunne stå omkring på bordet.
Vores spisebord er ret smalt, så der er ikke plads til deciderede blomsterdekorationer. Så de små venner her fungerede super fint.
Julefrokost med lilla toner
Til julefrokosten var vi færre mennesker. Der fik jeg brug for min super fine (synes jeg selv) lilla dug fra Margit Brandt. Også fundet hos Røde Kors-butikken i Egå i år (du burde altså tage en tur der forbi, hvis du ikke har været der endnu).
En blanding af min farmors gamle Aluminia-tallerkener (som jeg fandt i hendes kolonihavehus) og hendes pæne stel fra Lyngby porcelæn, som vi bruger til hverdag.
Sildeskålen fra Holmegaard (nu færdig som kalenderlysdekoration), som mine forældre fik i bryllupsgave. Og så fik jeg endelig brug for vores blanding af snapseglas (det sker sjældent. Jeg drikker ikke snaps), som jeg købte for snart 15 år siden i Tiger.
Det var nemt og fint. Og vi kunne bare genbruge blomsterne fra juleaften igen.
Borddækning til nytår og andre fester
Og så er der jo nytår. Der må gerne være lidt spræl, farver og lidt bling bling hvis du spørger mig. Sidste år brugte jeg sølvpapir på bordet (altså alufolie) og det fungerede overraskende godt.
I år har jeg dog planer om en dug. Og jeg har allerede eksperimenteret lidt på, hvordan det kunne se ud. Det ville jo være smart at genbruge blomsterne fra juleaften. Nu har jeg dem jo. Og de passer fint ind til en lidt mere blandet farveskala.
Okay. Indrømmet. Jeg kan godt lide at dække op. Men det gør også bare det hele lidt mere festligt. Og jeg synes sagtens, at man kan lave et smukt bord uden at have matchende stel til 12 personer eller en ny, fin Damask-dug.
Ovenstående er bare lidt til inspiration.
Velbekomme! Og godt nytår….
Jul med masser af gode minder
Nu vi er ved det julede…
Jeg har så mange gamle sager blandt vores julepynt. Både fra mine bedsteforældre og fra min egen barndom.
For mig er det vigtigt, at julen er hyggelig og fuld af minder. Der skal være plads til nye, pæne ting, men der skal så afgjort også være plads til alle de gamle sager, som er fulde af gode minder.
Vi har en hel del julepynt. Især når man tager i betragtning, at en stor del af vores juleting afgik ved døden i en kældervandskade for snart ti år siden. Der var meget, der overlevede, og en hel del arvesager er kommet til siden.
Jeg syntes bare lige, at jeg ville dele et par af dem med jer. Nogle er yndige, nogle er lidt skæve og andre igen er decideret smågrimme.
Først er der mine musikalske engle, som ses på det første billede herover.
Som jeg husker det, så stod de fremme året rundt hjemme hos min fars forældre.
Jeg var så forelsket i dem, da jeg var lille, at min bedstefar på et tidspunkt forærede mig dem. Nu er de julepynt. Jeg er stadig vild med dem, om end jeg foretrækker kun at have dem fremme i december.
Nikke-nisserne her stod i mit barndomshjem. Sammen med en del andre nisser af trolde af træ fra DalleValle.
Jeg ved ikke, hvor de oprindeligt er fra – måske også DalleValle. Måske er de ældre. Det er for så vidt ligegyldigt, for jeg legede med dem som barn.
Og ja, nissemors hoved er blevet lidt sidetungt med årene, men de er bare stadig hyggelige.
De hæklede juleklokker hang også i mit barndomshjem.
Jeg er ret sikker på, at min mormor har lavet dem. De passer i stilen til en masse røde, hæklede hjerter, som vi havde på juletræet dengang.
Sukkerstivelsen er blevet lidt træt med årene og faconen er nok ikke helt som oprindeligt, Men de hører julen til.
Så er der nissefyren her. En røgmand som mine forældre engang fik i gave af nogle tyske venner (Räuchermännchen hedder de på tysk. Prøv at google det, så skal du bare se løjer).
Det oser og stinker ud af hans mund, når man tænder en røgelsestop inde i ham. Jeg ved faktisk ikke, om der overhovedet findes mennesker, som sætter pris på lugten. Men når han er slukket og bare får lov at stå, så er han faktisk ret fin. Især hvis man ikke holder næsen for tæt på hans ildelugtende skæg.
Og en sidste lille nisse. En kravlenisse. Og jeg har to. I år sidder de på to af lamperne over vores spisebord. Børnene er vilde med dem. Det var jeg også som barn. Og de er noget lettere at sætte op end kravlenisser af papir.
Det var alt for denne gang. Et lille indblik i julerierne hjemme hos mig. Der er meget mere, men hvis jeg skulle vise det hele, ville jeg vist aldrig blive færdig.
Husk at stoppe op og nyde julestemningen. Det kan man altid have brug for at blive mindet lidt om.
Gammelt juletræspynt fra genbrug
For nogle uger siden var jeg forbi et julemarked på Den gule gård nær Hjortshøj. Det er (som de selv siger) en lidt blandet landhandel, som du kan se mere om her.
Men netop den pågældende weekend var der julemarked. Og der var mange fine sager, men jeg faldt for en æske med julekugler.
De er af plastik, ikke af glas, men jeg syntes alligevel, at der var noget særligt over dem. Der er jo glimmer på, og det har jeg svært ved at stå for.
Så de kom med hjem og i år skal de pynte på vores juletræ, hvor de får selskab af en (måske lidt pudsig) blanding af gammelt, arvet pynt, nyere kugler i plast samt en masse glasfigurer fra Søstrene Grene, der laver nogle ret fine ting, som mine børn også er vilde med.
Men i min verden må et juletræ gerne være lidt farvestrålende. Det behøver ikke matche. Bare hver enkelt ting er fin og har en eller anden form for historie, så er det ikke så vigtigt, om det er nyt eller gammelt. Trendy eller ej. Sådan lidt Disney-agtigt med tusind farver, lys og så meget pynt, at man nærmest ikke kan se træet. Eller næsten i hvert fald…
Min egen yndlings juletræspynt
For mig har det altid først været et rigtigt juletræ, når brevduerne fra DalleValle var på som pynt. De hang på træet i mit barndomshjem og nu har jeg fået dem. De har ingen snore længere, så de kan ikke hænges op. Men de ligger bare på grenene. Det er tanken, der tæller.
Sådan er julen hos os. Men jeg kender også mange, der kun har en bestemt type pynt på træet. Nogle, der kun har to forskellige farver pynt. Og andre igen, der f.eks. aldrig kunne drømme om at hænge flag på.
Så det ender nok med en hel masse ret unikke juletræer rundt om i de danske hjem…
Har du nogle særlige ting, der bare skal være på dit juletræ?
Eller måske noget, som du aldrig ville putte på?
Juledekoration i sildeskålen
Så er december i gang. Med nisser, dekorationer, julehygge, bagværk og alt det andet.
Dvs. jeg er ikke sååå langt med ovenstående endnu. Men jeg fik da sammensat en lille juledekoration til kalenderlyset inden 1. december.
At vi alligevel allerede er håbløst bagefter ift. lysbrændingen er en helt anden sag. Men vi skal nok nå det hele inden den 24. Det plejer vi jo.
Juledekoration af den hyggelige slags
Herhjemme kan vi godt lide at julen ikke bliver alt for pæn. At den ikke er alt for fin i matchende nuancer. Det kan se smukt ud, men det passer ikke rigtigt ind her.
Da mine børn var helt små yndede de at pynte juletræet med tøjdyr. Mange tøjdyr. Mange, meget grimme tøjdyr.
For det var jo et træ . Og der bor dyr i skoven i træerne. Ren børnelogik.
Nu forsøger vi at finde et kompromis hvor både børnene og jeg er glade.
Det gør vi f.eks. ved at bruge legetøjsdyr i vores juledekorationer.
I år skulle det (igen) gå lidt stærkt. For jeg var (igen) lidt i sidste øjeblik. Men jeg havde købt et fint kalenderlys og havde fået nogle små dekorationssvampe i den lokale genbrugsbutik.
Så jeg hapsede den gamle sildeskål fra Holmegård (som vi har arvet fra mine forældre og som vi endnu aldrig har brugt til sild), lånte en lille ræv i legetøjskassen, hentede en klumps mos (med en hel del græs inkluderet) i haven og pyntede det hele med svampene og et lille juletræ fra Søstrene Grene.
Voilá!
Lyset står ikke super godt fast, men det ser hyggeligt og fint ud. Og det hele står i våd oasis, så den er heller ikke super brændfarlig.
Men den er hyggelig. Og den virker. Så kan resten af december bare komme an.