Hvordan ser din borddækning ud?
Til jul, til nytår, til fest?
Jeg har her tre bud på borddækninger, hvor jeg har mixet nyt og gammelt. Arvestykker, loppefund og nyindkøbte sager. For mig gør det ikke så meget, om det hele matcher eller om alle har samme slags glas. Bare det overordnede indtryk er harmonisk og fungerer.
Julebordet
Til jul var vi mange. 10 mennesker. Og så mange ens glas har jeg ikke. Kun til rødvin. Men det så også super fint ud med forskellige vand- og portvinsglas ved hver plads.
Derudover havde jeg pyntet bordet med alle de små fyrfadsstager i messing, som jeg har fået samlet gennem tiden og som jeg egentlig havde tænkt mig at sælge videre her.
Nu fik de lige et formål endnu en gang før de skal have et nyt hjem.
Jeg er ret vild med julestjerner i lyserøde nuancer. Og jeg havde fundet en håndfuld af de små, som kunne stå omkring på bordet.
Vores spisebord er ret smalt, så der er ikke plads til deciderede blomsterdekorationer. Så de små venner her fungerede super fint.
Julefrokost med lilla toner
Til julefrokosten var vi færre mennesker. Der fik jeg brug for min super fine (synes jeg selv) lilla dug fra Margit Brandt. Også fundet hos Røde Kors-butikken i Egå i år (du burde altså tage en tur der forbi, hvis du ikke har været der endnu).
En blanding af min farmors gamle Aluminia-tallerkener (som jeg fandt i hendes kolonihavehus) og hendes pæne stel fra Lyngby porcelæn, som vi bruger til hverdag.
Sildeskålen fra Holmegaard (nu færdig som kalenderlysdekoration), som mine forældre fik i bryllupsgave. Og så fik jeg endelig brug for vores blanding af snapseglas (det sker sjældent. Jeg drikker ikke snaps), som jeg købte for snart 15 år siden i Tiger.
Det var nemt og fint. Og vi kunne bare genbruge blomsterne fra juleaften igen.
Borddækning til nytår og andre fester
Og så er der jo nytår. Der må gerne være lidt spræl, farver og lidt bling bling hvis du spørger mig. Sidste år brugte jeg sølvpapir på bordet (altså alufolie) og det fungerede overraskende godt.
I år har jeg dog planer om en dug. Og jeg har allerede eksperimenteret lidt på, hvordan det kunne se ud. Det ville jo være smart at genbruge blomsterne fra juleaften. Nu har jeg dem jo. Og de passer fint ind til en lidt mere blandet farveskala.
Okay. Indrømmet. Jeg kan godt lide at dække op. Men det gør også bare det hele lidt mere festligt. Og jeg synes sagtens, at man kan lave et smukt bord uden at have matchende stel til 12 personer eller en ny, fin Damask-dug.
Ovenstående er bare lidt til inspiration.
Velbekomme! Og godt nytår….